5K-modellen

 

 

Der findes mange måder at styre sin fortælling. De fleste har formodentlig stiftet bekendtskab med for eksempel berettermodellen i folkeskolen eller gymnasiet. Mange bøger og historier har også en meget ens struktur og opbygning, da der findes generelle tricks til at lave en historie, der er tilfredsstillende at læse. 5K-modellen giver ideer til, hvad der er vigtigt at huske, når du skriver en bog, både når det gælder struktur og indhold. De fem K’er i modellen er Karakterer, Kontrast, Konflikt, Klimaks og Konklusion. Modellen kan guide dig i skrivefasen, så du er sikker på at skrive en bog, der er interessant og spændende at læse.

Karakterer

Det er vigtigt at opbygge et interessant og gennemarbejdet persongalleri til din historie. Det kan både være smalt eller bredt, og begge dele kan have sine fordele. Et smalt persongalleri giver forfatteren meget plads til at udfolde hver enkel karakter, til gengæld kan historien komme til at mangle fremdrift, da samtaler og interaktioner mellem mennesker ofte er det, der driver handlingen i mange bøger. Et smalt persongalleri kan dog sagtens fungere, men tempoet i disse bøger er ofte lidt langsommere.

Tag for eksempel Walden af Henry David Thoreau, som er historien om forfatterens to år lange ophold i naturen, hvor han boede alene og måtte forsyne sig selv. I bogen nedskriver han sine oplevelser med selvforsyning, samt ideer og tanker vedrørende samfundet og ensomhed. Walden er et mere filosofisk værk centreret om forfatterens tanker, så selvom forfatteren møder folk undervejs i bogen, fylder de utroligt lidt i bogen. Handlingen bevæger sig langsomt, men det fungerer, fordi Henry David Thoreau bevæger sig mellem videnskabelige observationer, samfundskommentarer og til tider satire. En anden forfatter, som benytter sig af et smalt persongalleri, er Solvej Balle i hendes roman Om udregning af rumfang I. I bogen er Tara Selter fanget i den 18. november, som gentager sig igen og igen, men hun er den eneste, der kan huske, at dagen gentager sig. Hendes mand Thomas vågner hver dag op og har glemt den foregående 18. november. Afstanden mellem ægteparret bliver større og større til trods for, at de bor i samme hus. Solvej Balle har valgt at fortælle historien ved hjælp af en jeg-fortæller, og omdrejningspunktet er Tara og hendes oplevelse. På nær Tara og hendes mand er der kun få andre personer i bogen. Ligesom Walden så er Om udregning af rumfang I et langsomt fremadskridende værk, hvor tanker og refleksioner fylder mere end samtaler og interaktioner.

Et stort persongalleri kan give mere fremdrift i en bog, men du kan som forfatter risikere at forvirre dine læsere mere end nødvendigt. Det kan nemlig være svært for læserne at huske mange forskellige karakterer. Krimier har ofte et større persongalleri, da der skal være flere karakterer, som kan vise sig at være morderen. Harry Potter-serien af J.K. Rowling indeholder også mange karakterer. En af grundende til, det fungerer, er, at historien udfolder sig over syv bøger, så forfatteren har haft god plads til karakterudvikling. Ligesom i krimier er der altid et mysterium, som Harry Potter og hans venner skal løse i hver bog. Det er derfor vigtigt at have flere karakterer at lægge mistanken over på.

Når du som forfatter skal udvikle dit persongalleri så tænk grundigt over, hvilken slags bogoplevelse du gerne vil give videre. Det er vigtigt at hver karakter har en funktion i historien, og hvis du synes, du har for mange karakterer, så undersøg om en funktion kan overtages af en af dine andre karakterer.

Det kan også gå så vidt med for mange karakterer i en bog, at selv forfatteren ikke kan holde styr på dem længere. Et famøst eksempel er Stephen King, der har fortalt, at da han skrev sin (meget lange) episke postapokalyptiske fortælling The Stand, måtte han til sidst være nødt til at begynde at dræbe sine karakterer, fordi han ikke længere kunne holde styr på det kæmpestore persongalleri, han havde bygget op.

Det behøver dog ikke gå så grelt for dig som forfatter, så længe du tager de rette foranstaltninger og sørger for at holde styr på, hvem der er hvem. Det kan være smart at udarbejde nogle karakterark/-profiler for hver vigtig person i fortællingen og/eller en oversigt over deres relation til hinanden. Værktøjer som Microsoft OneNote kan være glimrende til den slags. Ellers er det også en klassiker at bruge en fysisk opslagstavle. Eller du kan også gøre som George R.R. Martin, der efter sigende har folk til at holde styr på hans enorme persongalleri for ham.

 

Kontrast

Alle gode historier indeholder kontraster – det gode mod det onde, lys over for mørke, glæde kontra sorg. Hvis en historie kun indeholder ét element, for eksempel glæde, så kan det være svært at føle glæden rigtigt. Læserne kan blive næsten helt følelsesløse, hvis handlingen bliver for endimensionel. Ligesom i det virkelig liv er det svært at genkende glæden, hvis ikke også sorgen/tristheden har været til stede. Det er derfor vigtigt at tænke i kontraster, når du skriver din bog, da det gør den mere interessant at læse. Det gode mod det onde bliver flittigt brugt i mange forskellige bøger. I krimier kæmper den retfærdige detektiv mod den koldblodige morder, i fantasyromaner kæmper heltinden mod den magtfulde skurk og i ungdomsbøger påtager et ungt menneske sig opgaven for at kæmpe for retfærdighed i et korrupt samfund.

Kontrasten mellem det gode og det onde bliver for alvor spændende, når grænserne udviskes en smule – detektiven, som skal fange morderen, kæmper måske med indre dæmoner, som trækker ham ind i mørket, og den onde morder har et motiv, som har rod i kærlighed eller samfundssind. Ved at afvige fra den monotone opdeling mellem god og ond skabes mere tredimensionelle karakterer, som virker realistiske. Joseph Conrads Mørkets hjerte er et klassisk eksempel på en roman, hvor karaktererne og temaerne udfordrer læserens opfattelse af det gode og det onde og efterlader dem med en dyb følelse af moralsk tvetydighed. Romanen udforsker, hvordan magt, grådighed og imperialisme kan fordreje mennesker og tvinge dem til at krydse den moralske grænse mellem det gode og det onde. Grænserne mellem civilisation og barbari, lyshed og mørke, er stærkt udvisket i denne roman, og den rejser spørgsmål om moral, ansvar og den menneskelige natur.

Børnebøger og nogle fantasyromaner er mere monotone i deres beskrivelse af det gode og det onde. De fleste eventyr er et godt eksempel på netop dette, som for eksempel Den Lille Havfrue af H.C. Andersen. Her er det tydeligt, at havheksen er ond, og at den lille havfrue er den gode og uskyldige. I Brødrene Grimms klassiske eventyr om Hans og Grete er det også tydeligt, at det er heksen, der er den onde og børnene de gode. Der er ingen formildende omstændigheder for heksens gerninger, hun er bare ond.

Kontraster kan også være mere fysiske end emotionelle og mentale. Det kan være kontraster så som by mod natur, sommer mod vinter og dansk kultur over for for eksempel sydafrikansk kultur. Elizabeth Gilberts selvbiografiske bog Spis, bed, elsk er fyldt med kontraster, blandt andet fordi hun besøger tre meget forskellige kulturer i løbet af bogen. Kontrasten mellem hende selv, en amerikaner og de mennesker, hun møder i Italien, Indien og Indonesien, samt kontrasten mellem disse lande, driver historien fremad. Det kan være en god ide som forfatter at tænke kontraster ind dine settings og overveje, om omgivelserne kan give noget til historien andet end bare at være et sted at være. Omgivelserne kan måske udstråle en speciel følelse for eksempel uro, tryghed eller glæde. At bruge omgivelser til også at skabe kontrasterne lægger en ny dimension på historien og kan derfor være godt at holde for øje.

 

Konflikt

En historie drives altid af en konflikt, og den springer ofte ud af det ovennævnte: kontrasten. Konflikten kan tage mange former, men det er altid konflikten, som er historiens hovedelement. En konflikt kan for eksempel være en krig, en ulykkelig forelskelse, utroskab eller et opgør med samfundet.

I Suzanne Collins’ dystopiske bogserie The Hunger Games kæmper den unge pige Katniss mod et totalitært styre, som tvinger hende til at kæmpe til døden mod andre unge mennesker som underholdning for samfundets rige borgere. Konflikten i disse bøger er Katniss’ kamp mod systemet og styrets leder.

En konflikt kan også være mellem to mennesker, som i Jane Austens klassiske roman Stolthed og fordom, hvor den bærende konflikt er mellem hovedpersonen Elisabeth og Mr. Darcy. Elisabeth kan ikke lide Mr. Darcy og hans opførsel, mens Mr. Darcy er forelsket i Elisabeth imod hans egen fornuft – Elisabeth kommer nemlig fra en lavere rang, og hendes familie opfører sig uanstændigt til tider. Hos både Elisabeth og Mr. Darcy kan man argumentere for, at de også har en indre konflikt. En konflikt med dem selv og deres følelser over for den anden part. Indre konflikter er også meget brugt i litteraturen, hvor en hovedperson kæmper mod sider af sig selv.

Matt Haigs bog Midnatsbiblioteket er et godt eksempel på en hovedperson med en indre konflikt. Noras tilværelse går ned ad bakke, efter hun blandt andet mister sit job, og hendes kat dør. Så hun beslutter at tage sit eget liv. I rummet mellem liv og død finder hun midnatsbiblioteket. Her får hun chancen for at fortryde sit valg i livet og leve de liv, som kunne have været. Nora er konstant i konflikt med sig selv, om hun stadig vil dø eller har mod på at leve livet.

En interessant konflikt er grundstenen i en god historie, det er derfor ofte også et af de elementer i en bog, som en forfatter finder på først og opbygger historien rundt om. En bog kan sagtens have en hovedkonflikt og flere mindre konflikter, som alle driver historien fremad. Det kan være en god idé at prøve at lave et overblik over, hvilke konflikter du har i din historie. Tjener dine konflikter det rette formål, eller er det bare fyld? Kan nogle skæres fra, så hovedkonflikten står stærkere?

 

Klimaks

Alle bøger har et klimaks, og som oftest befinder klimakset sig henimod slutningen af en historie. Alt før klimakset fungerer som en opbygning til det, og det hele skulle gerne ende i en form for forløsning. Det er meget forskelligt alt efter historien og genren, hvad der kan siges at være det centrale klimaks.

I krimier er det oftest fundet af moderen og opgøret med denne, som er klimakset for historien, mens i kærlighedsromaner er klimakset ofte, når de to hovedpersoner endelig får hinanden. Et godt eksempel på et højspændt klimaks er i Herman Melvilles Moby Dick, når Kaptajn Ahab og hans besætning endelig finder Moby Dick efter en lang og farefuld rejse, og kampen bryder ud. Klimakset i Moby Dick er en afgørende del af romanen, hvor temaerne om besættelse, skæbne og menneskets forhold til naturen kulminerer. Det er også et øjeblik af symbolsk betydning, hvor Ahab repræsenterer menneskets tørst efter hævn og kontrol, mens Moby Dick repræsenterer den uforudsigelige og uovervindelige natur. Det er bogens absolut højeste punkt på spændingskurven – det, som hele fortællingen har ledt op til – og et af de mest mindeværdige klimakser i litteraturhistorien.

I bogserier er der som regel et klimaks i hver bog og et klimaks for hele historien i den sidste bog. Tænk for eksempel på Harry Potterserien: Her ender næsten hver bog med et opgør mod den onde troldmand Voldemort, som ønsker Harry død. Disse opgør fungerer som klimakset for hver af de individuelle bøger. I den sidste bog Harry Potter og dødsregalierne står Harry over for det endelige opgør med Voldemort. Dette opgør er både klimakset for den sidste bog, men samtidig også klimakset for hele Harry Potter-serien. Hvis du er i gang med at skrive en bogserie, så er det vigtigt, at du har et klart klimaks i hver bog i serien, og så skal du selvfølgelig også vække nysgerrigheden hos din læser i de sidste kapitler i hver bog for handlingen af den næste bog.

Byggestenene til et godt klimaks i en fortælling kan være at opbygge spændingen gradvist, plante frøene til klimakset tidligt i fortællingen (så det ikke kommer ud af det blå), eskalere konfliktniveauet i klimakset og sørge for at øge tempoet og intensiteten (eventuelt med kortere sætninger og afsnit) i selve scenerne, der hvor klimakset finder sted. Vigtigst af alt dog er det, at læseren oplever, at der er noget på spil, og at den endelige konflikt (klimakset) har store konsekvenser for karaktererne – uanset hvad konflikten består af.

 

Konklusion

Når det endelige opgør mod skurken er afsluttet, og helten har vundet, eller efter kærlighedserklæringen og det forløsende kys, så skal alle trådene fra historien opsamles, og der skal laves en fin sløjfe på historien.

Konklusionen er vigtig i forhold til, hvordan en forfatter vil efterlade sine læsere. Skal bogen slutte med en åben slutning, hvor ikke alle spørgsmål bliver besvaret? Eller skal der bindes knuder på alle løse ender? En meget åben slutning kan virke frustrerende på nogle læsere, men det kan godt fungere. Det skal dog gøres med fuldt overlæg, og ikke fordi forfatteren har glemt nogle af sine subplots.

Forfatter Sally Rooney bruger den åbne slutning i sin roman Normale mennesker. Her håber man som læser på en ”de levede lykkeligt til deres dages ende”-slutning, men det vælger Sally Rooney ikke at give sine læsere. I stedet giver hun en slutning, som stadig binder knude på de fleste løse ender, men som også åbner op for nye handlinger i karakterernes liv efter bogens slutning. Den åbne slutning i Normale mennesker afspejler det virkelige liv, hvor en periode i ens liv sjældent slutter fuldstændig lykkeligt og med fine sløjfer på alle spørgsmål, men til gengæld slutter med masser af muligheder.

Jane Austens Stolthed og fordom har en mere traditionel lykkelig slutning, hvor det ender med, at de to hovedpersoner bliver gift, og man regner som læser med, at de to hovedpersoner levede lykkeligt til deres dages ende. Det er vigtigt, når du skriver din konklusion eller slutning, at du har styr på alle dine underhistorier eller subplots, så der ikke utilsigtet er løse ender. Du kan eventuelt lave et skema over dine handlinger og karakterer, så du er sikker på, at du ikke glemmer nogle. Der er ikke noget værre som læser, hvis man efter at have læst en bog, står tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Det kan ødelægge hele læseoplevelsen.

 

Du skal selvfølgelig altid skrive det, du har lyst til, men 5K-modellen kan måske hjælpe dig med at holde styr på din fortælling og forbedre nogle af elementerne i din bog. Prøv at gennemgå de fem K’er, og skriv ned, hvordan din historie udfylder de fem elementer i modellen. Måske du får øje på ting, der kan forbedres i din historie, så den står skarpere og kommer tættere på at være udgivelsesparat.

 

 

Del dine tanker