Talesprog

 

Når man som forfatter skriver en historie, kan det være svært at afgøre, hvor meget dialog man skal medtage, eller om det er bedre, at det er fortælleren, der gengiver samtalen. Samtidig skal der tages nogle valg om brugen af talesprog i afsnit med dialog. Bør man skrive dialogen, som den ville lyde i det virkelige liv, eller skal man som forfatter prioritere læsbarheden?

Der findes ikke umiddelbart nogle faste regler om dialog i skønlitteratur, hvilket jo er skønt, for så kan kreativiteten få frit løb. Der er dog nogle ting, man bør holde sig for øje, når man skriver dialog og bruger talesprog.

Karaktertræk udfoldet i talesprog

Det kan sige meget om en karakter, hvis en forfatter vælger at bruge talesprog – læsper eller snøvler karakteren for eksempel, eller har karakteren en dialekt, så kan det være en god idé at gengive det i sproget. Det gør karaktererne mere levende og giver kant til historien. Tænk på Gollum fra Hobbitten og Ringenes Herre trilogien. Han har en meget distinkt måde at tale på, som J.R.R. Tolkien har gengivet i talesprog i bøgerne. Hans måde at tale på fortæller meget om hans sindstilstand, og man kan fornemme hans splittede sind, som er blevet forpurret af ringens kraft. Gollum siger blandt andet ”ægger” i stedet for æg og ”lommere” i stedet for lommer. Gollum taler også med forlængede S’er, som når han siger ”Den ssskal ssstille oss et spørgsmål, min dyrebare…”. De forlængede S’er giver associationer til et nærmest slangeagtigt væsen, og det bliver tydeligt, at Gollum er langt fra at være den hobbit, han engang var. Meget af Gollum-karakteren ville være gået tabt, hvis J.R.R. Tolkien havde valgt at gengive hans tale i skriftsprog og udelukkende havde tænkt på læsbarheden. Talesproget gør det nemmere for læserne at forstille sig Gollum og hans måde at tale på, til forskel fra hvis J.R.R. Tolkien blot havde ladet fortælleren beskrive Gollum og hans distinkte sprogbrug.

Gengivelse af dialekter

Talesprog kan også bruges til at gengive dialekter, og det kan være en god måde at give en karakter kant og samtidig signalere karakterens ophav. Dette fungerer dog bedst med bi-karakterer, for selvom talesprog kan give andre dimensioner til karaktererne og dialogen, er det vigtigt ikke bare at gengive alt i talesprog. Dette kan være virkelig svært og irriterende at læse i længden. Forfatteren Erling Jepsen, som selv er fra Gram i Sønderjylland, har skrevet mange bøger med handling i netop Sønderjylland. For eksempel den delvist selvbiografiske bog Kunsten at græde i kor. Erling Jepsen skriver på rigsdansk og gengiver ikke den sønderjyske dialekt. Årsagen er formentlig, at handling forgår i Sønderjylland, og at det derfor ville have været næsten hele bogen, der skulle være skrevet på sønderjysk. Dette ville sandsynligvis have skræmt mange læsere væk og gjort bogens publikum betydelig mindre. Dialekten ville i denne sammenhæng heller ikke have nogen nævneværdig funktion, da alle i bogen taler med samme dialekt. Erling Jepsen bruger dog stadig talesprog i bogen. Han skriver for eksempel ”ha’” i stedet for ”have”, ”ta’” i stedet for ”tage” og ”osse” i stedet for ”også”, når han gengiver dialog. Dette giver en følelse af at læse en virkelig samtale – dog overdriver han ikke brugen af talesprog, og teksten og sproget flyder dermed let og er nemt at læse.

Tilfører talesproget værdi?

Der skal grundig overvejelse til, før du vælger at gengive dialog i talesprog. Generelt bør man nemlig ikke inkludere for meget, da det vanskeliggør læsningen. Tænk derfor over, om talesproget tilfører værdi til historien, eller om det er vigtigt i opbygningen af en karakter. Hvis det bliver brugt rigtigt, kan det give nye dimensioner til en karakter eller historie og skabe dynamik i sproget. Så giv det et skud, næste gang du skriver – dog uden at overdrive, for som nævnt fremmer overdrivelse ikke forståelsen, når det kommer til gengivelse af talesprog.

Måske kan du også være interesseret i at læse artiklen Den gode dialog.

Skrevet af Camilla Legaard Jacobsen

Del dine tanker