Sprogets fontæne

Humor er noget, der ikke skal tilrettelægges, den bør udfolde sig og opleves spontant. Egentlig modsiger man derfor sig selv, når man begynder at sætte ord på humoren i sproget. Men det får være.
Humoren opstår tit af skævheder, hvor forskellige formuleringer kommer på kant med hinanden.
Det kan blandt andet være, fordi de er placeret så tæt, at det uvilkårligt resulterer i et sammenstød, der ikke var tilsigtet.
Det ser for eksempel ud til at være tilfældet for teologen og folkemindeforskeren H.F. Feilberg. I hans højt værdsatte ”Bidrag til ordbog over jyske almuesmål” kan vi om ordet ”sysle” læse:

”Han har syslet lidt med hende, dvs. besvangret hende,” skriver han – og fortsætter så: ”ordet bruges nok også hist og her om at gøre småarbejde inden døre.”

Den utilsigtede morsomhed har fri bane, men ellers må mange vittigheder lide den tort at høre, hvad vi sagde som drenge: ”Den er gammel. Den går på krykker i Aalborg.” Mark Twain har helt oplagt ret, når han siger: ”Adam havde et fortrin – når han sagde noget godt, vidste han, at ingen havde sagt det før ham.”