Den upålidelige fortæller og syg litteratur

 

Upålidelighed i litteraturen

Upålidelighed bliver brugt i næsten al litteratur, man kan komme i nærheden af. Positioneringen i den upålidelige fortæller handler nemlig mere om sammenhængen mellem det fortalte og det fortællende. Forskellen ligger altså i utroværdigheden hos fortælleren. Det er særligt tydeligt i litteratur, der bruger en fortæller, der vil fortælle noget, som læseren har grund til at tvivle på sandheden af. Upålidelighed har dog også sin egen gren. Det er en fortælleform, som forfattere bruger til at beskrive det, som fortælleren ikke selv er i stand til at indse. På den måde kan det være med til at løfte sløret for nogle af de dybere konflikter og problematikker, som fortælleren kæmper med.
Nogle litteraturprofessorer argumenterer for, at uden upålidelighed i litteraturen, så eksisterer fortolkning som læseproces ikke. Denne betragtning kan selvfølgelig diskuteres, men måske er det i de tomme pladser, og det der ikke bliver fortalt, som bliver netop det, litteraturen vil lære os. Under alle omstændigheder er upålidelighed og litteratur uløseligt forbundet, og af samme grund er emnet centralt for forfatterspirer.

Hvad betyder syg litteratur, og hvordan kan det bruges i skriveprocessen

Den syge litteratur er en undergren i den upålidelige fortællestil. Syg litteratur er et bredt begreb, der dækker over litteratur skrevet ud fra en enten psykologisk sårbar eller psykisk syg position. Interessen for psyken i litteraturen og i fortælleformerne kan spores tilbage til det moderne gennembrud og realismen, hvor den enkeltes opfattelse af sig selv og verden, på tværs af sociale lag, blev sat i fokus.
Den syge litteratur vil udfordre den normale opfattelse af virkeligheden og bryde med fortælleformernes forudsigelighed. I praksis betyder det, at litteraturen udfordrer sig selv. Det kan eksempelvis være ved at nedbryde de former, som værket selv opstiller. En roman bliver pludselig til et digt. Et digt bliver til en indkøbsseddel. Det syge kan også vise sit ansigt ved, at læseren opdager, at bi-karaktererne virker mere troværdige end hovedkarakteren, eller hvis hovedkarakteren pludselig begynder at opleve ting, som enten er magiske eller er udtryk for en atypisk psyke hos hovedkarakteren. Læseren følger først hovedkarakterens pludselige magiske oplevelser − men begynder langsomt at stille spørgsmålstegn til karakterens troværdighed. Med andre ord kan syg litteratur ofte opleves som en slags gyser-fantasy, hvor oplevelser af virkeligheden er præget af psykisk sygdom, der derfor bliver fantastisk − men også skræmmende og fremmed for læseren.

Einar Már Guðmundsson og Universets engle

Universets engle (1993) er måske noget af det tætteste, man kan komme på den rene syge litteratur. Romanen følger den skizofrene Paul fra barndommen og frem til ungdommen, hvor sygdommen tager over, og fortællingen langsomt falder sammen i paranoide hallucinationer og poesi. Universets engle markerer den syge litteraturs indtog på den danske scene, og har siden haft en klar status. Romanen leger både med genrer, karakterer, tid og synsvinkel i sin syge fortælleform. Universets engle modtog et hav af priser, da den udkom – herunder den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris.

Anna Juuls Penge og bacon

Det nyeste skud på stammen inden for syg litteratur er Anna Juuls hitroman Penge og bacon, der på samme måde opløser forholdende mellem virkelighed og sanseunivers. Dog med en god portion humor (og to talende vandrende pinde).

Anbefalinger

Jeg anbefaler alle med interesse for fortælleformer, pålidelighed og syg litteratur at indstille sig på at deltage i den kommende skriveøvelse om disse emner. Derudover er både Universets engle og Penge og bacon fremragende supplerende læsning til øvelsen.

Måske kan du også være interesseret i at læse artiklen Den fantastiske fantasy

Skrevet af Emil Christensen

Del dine tanker