Fantasy – genrer, regler og muligheder

 

I denne artikel vil jeg gennemgå de vigtigste genrer og ikke mindst undergenrer, der findes inden for den enorme genreparaply, som fantasy er.

Fantasygenrens oprindelse er omdiskuteret, og mange mener, at det er en af de ældste genrer, der findes i litteraturhistorien. Selvom vi i dag oftest lægger en skillelinje mellem fabler/eventyr og fantasy, så er der egentlig ikke den store forskel på de to ting, og man kunne let argumentere for, at fabler/eventyr kan betegnes som en undergenre i fantasy-begrebet.

Selvom genren er gammel, er det også både en enormt elastisk og eksperimenterende genre, der konstant er i forandring og skaber nye og spændende litterære trends og traditioner.

 

Undergenrer

High fantasy

High fantasy er for mange den første association, man får ved fantasy-begrebet. High fantasy kræver et omfattende arbejde med world-building (læs artiklen World-building −hvordan man opbygger sin fantasy-verden). Det er en genre, der betegner fantasyuniverser, der arbejder med et omfattende univers. Det betyder, at alle karakterer er bekendt med magien og de love, der eksisterer i universet. Oftest er det en genre, der indeholder et chosen one plot, hvor en hovedkarakter tager ud på en længere rejse, der skal skabe (en ny) balance i universet. Et tydeligt eksempel på denne genre er Ringenes herre, hvor hele verdenen har sin egen historie, sprog, racer, magi, politiske system med mere.

Low fantasy

Groft sagt er low fantasy en genre, der også rummer en (kompleks) magisk verden, men hvor karaktererne i universet ikke er klar over eller ikke har opdaget magien i verden i begyndelsen af fortællingen. Det kommer derved til udtryk ved mødet med hemmelige magiske samfund (Harry Potter) eller ved enkle, magiske elementer, der introducerer en ny verden for karaktererne og læseren.

Sci-fi

Science fiction er en undergenre, der næsten fortjener sin egen artikel, da den i sig selv har skabt en masse forgreninger og nye spændende genrespor. Det er af samme grund vanskeligt at pege på et konkret element i genren. Hvis man alligevel skulle gøre et forsøg, så er der i genren en generel interesse for at arbejde med en virkelighed, hvor videnskaben er mere sofistikeret og fremtidig end i dag. Science fiction udspiller sig derfor også typisk i fremtiden, hvor en sådan udvikling bedre hænger kontinuerligt sammen. Nogle af de største franchises i de seneste 10 år udspringer af sci-fi. Her kan Hunger games og Dune fremhæves som nogle af de største succeser inden for genren.

Historisk/medieval fantasy

George R. Martin har i den grad sat medieval fantasy på tapetet og har med sin særlige interesse i middelalderlige miljøer og mytologi skabt et univers, der kan betegnes som et klassisk eksempel på historisk fantasy. Genren arbejder i et krydsfelt mellem fantasy og historisk realisme, hvor det magiske ofte er sekundært i store dele af fortællingen.

Magisk realisme

Selvom man som forfatter er mere orienteret mod realismen, så er det ikke ensbetydende med, at fantasygenren ikke kan bruges til at udfordre fortællingen og skriften. På trods af at genren ikke har en stor tradition i Danmark, så er der i andre dele af verden en stærk og internationalt anerkendt bevægelse. Her står særligt Syd- og Mellemamerika stærkt med forfattere som Gabriel Garcia Marquez i spidsen. Genren indeholder en troværdig virkelighed, hvor enkle magiske elementer optræder, uden at karaktererne i litteraturen virker forbavsede over den pludselige magi, men anerkender det som en del af realismen. Nogle af de vigtigste værker inden for genren er Guillermo del Toros Pans labyrint og Gabriel Garcia Marquez’ 100 års ensomhed.

 

Regler og muligheder

Langt de fleste fantasyforfattere lægger stor vægt på vigtigheden i at opstille nogle klare regler for genren, inden skriveprocessen kan begynde. Det betyder, at universet skal opfindes, inden skrivningen finder sted. Der hvor mange begår fejl i genren og skrivningen er ved ikke at have gjort sig overvejelser nok om det univers, der skrives på.

Her til slut vil jeg derfor tilføje en liste med vigtige fokuspunkter (en tjekliste) i opstillingen af universet, og inden skrivningen for alvor tager fart:

    1. Geografi – hvor ligger verdenen, hvordan ser den ud og hvor udspiller handlingen sig?
    2. Politiske system – Hvem har magten, og hvilke muligheder har karaktererne for at få indflydelse?
    3. Religion – Hvilken eller hvilke religioner er dominerende, og hvor meget fylder det?
    4. Magi og væsener – hvilken type magi eksisterer, og hvordan interagerer/påvirker det samfundet? Hvilke regler og begrænsninger gælder for magien?
    5. Indbyggere – hvilke folkeslag eksisterer?
    6. Hverdag – hvordan ser hverdagen ud? Prøv her at tænke ud over hovedkarakteren.
    7. Sport, spil og kultur – hvilke sportslige og kulturelle tilbud rummer verdenen?
    8. Personer – hvilke personer skal optræde og hvem skal introducere disse essentielle elementer for læseren?

Skrevet af Emil Langhoff Christensen

Du kunne måske også være interesseret i at læse artiklen Worldbuilding – Hvordan man opbygger sin fantasy-verden

 

Del dine tanker