Om mig

Jeg har drømt om at blive forfatter, siden jeg var ti år. Men der skulle gå 78 år, før jeg blev i stand til at kaste mig over bogstaverne på computeren og afklæde mig forestillingen om, at det kun er hændernes arbejde, der duer. Inspirationen kom af sig selv, efterhånden som jeg har hørt alle historierne om alle de børn, som har oplevet børnehjem, hvor forholdene har været af en ganske anden og mørkere kaliber end dem, jeg voksede op med. Tibberup Børnehjem er en historie, der også er værd at fortælle, og som kan være med til at nuancere forestillingen om børnehjem i  50’erne..

Fra bagsideteksten til Hjemmet:

Tibberup Børnehjem i Espergærde var et ret fantastisk sted. Vi havde en plejemor med overskud og varme, som tog sig kærligt af os børn, og som sørgede for, at
personalet delte hendes værdier. Hjemmets beliggenhed var i top, og selve huset lå på linje med de bedste palæer langs Øresund. Vi unger, omkring 20 i skolealderen, var hinandens støtter og
læremestre i alle livets spørgsmål. Vi manglede ikke noget – joh, vi manglede måske nok det vigtigste i et barns liv – nemlig en mor og en far. Men når disse personer nu enten ikke kunne eller ville stille op, så var Tibberup et rigtig godt alternativ. Jeg mindes mine syv år på Hjemmet med glæde og milde våde øjne.