Show – don´t tell

Tips og eksempler på den gyldne regel

 

Show – don’t tell et af de mest hyppige råd jeg som redaktør giver forfattere. Men ligesom “skriv det, du ved” og “skriv hver dag” kan det være svært at følge – især hvis du ikke rigtig ved, hvad det betyder! Heldigvis er vi her for at vise dig præcis, hvad det indebærer. Vi forklarer de forskellige fordele ved at “vise” i skriftsproget og giver masser af gode eksempler.

Show – don´t tell: En hurtig definition

Show, don’t tell er en skriveteknik, hvor historien og karaktererne relateres gennem sensoriske detaljer og handlinger i stedet for eksposition. Det fremmer en skrivestil, der er mere medrivende for læseren, så han/hun kan “være i rummet” sammen med personerne.

I sit mest kendte citat sagde Tjekhov: “Du skal ikke fortælle mig, at månen skinner. Vis mig lysets glimt på knust glas.”

 

Kort sagt: At vise illustrerer, mens at fortælle blot konstaterer. Her kommer et eksempel, der tydeligt illustrerer forskellen, og gør det let at forstå, hvorfor du bedre får din læser med, når du viser, fremfor blot at fortælle eller beskrive, hvad der sker.

 

Fortæl: Michael var frygtelig bange for mørke.

 

Vis: Da hans mor slukkede lyset og forlod rummet, blev Michael anspændt. Han trak dynen helt op under næsen og holdt krampagtigt fast i den. Han holdt vejret, da gardinerne blafrede.

 

I eksemplet “vis” har vi i sat Michael i en situation, hvor hans oplevelse af frygten er i centrum, i stedet for blot at sige, at han er bange for mørket. Læseren kan udlede de samme oplysninger, som han ville få fra det “fortællende” eksempel, men på en meget mere overbevisende måde.

 

Fordelene ved Show – don´t tell

Når du bruger sproget til at vise, hjælper det også med at udvikle dine karakterer på en måde, der ikke bare er en opremsning af deres karaktertræk. I stedet for at fortælle dine læsere, at “Louise var egoistisk og umoden”, kan du vise denne side af hende ved at skrive en scene, hvor hun klynker over, at hendes fødselsdagsgaver ikke er dem, som hun har ønsket sig mest. Eller hvis du har en karakter, der er ekstremt beslutsom, skal du vise, at hun faktisk holder fast i noget – du skal ikke bare sige “hun var vedholdende”.

Når det er gjort rigtigt, trækker det ”at vise” læserne ind i fortællingen med virkelig medrivende beskrivelser. Det bidrager til historiens udvikling, men overlader også visse ting til læserens fortolkning, hvilket er meget mere interessant end at gøre alting eksplicit. (Selv om du selvfølgelig stadig kan bruge sproget til at ændre deres opfattelse).

 

Summa summarum: Det er måske hurtigere at fortælle, og det er helt sikkert nødvendigt at have noget at fortælle i enhver historie (mere om det senere), men at vise bør næsten altid være din primære strategi.

 

Okay, så er det nok teori for nu! Lad os tale om, hvordan du kan vise, ikke fortælle, i dit eget arbejde. Her er fem vigtige tips til, hvordan du kan vise frem for at fortælle i en historie

 

Fire praktiske “Show – don´t tell” tips

Lad os starte med et af de vigtigste aspekter af historiefortælling…

 

Tip #1. Skab en følelse af omgivelser

En af de bedste måder at vise frem for at fortælle på, er at skabe en følelse af omgivelserne. Det kan du gøre ved at skrive om, hvordan karaktererne opfatter og interagerer med deres omgivelser, og ved at flette masser af sanselige detaljer og lejlighedsvis handling ind i scenen. Dette er en særlig god måde at give din historie umiddelbarhed, da læseren skal kunne forestille sig selv i netop de omgivelser.

 

Fortæl: Jeg gik gennem skoven. Det var allerede efterår, og jeg begyndte at fryse.

Vis: De visne gule blade knitrede under mine fødder, og jeg trak kraven op på min frakke.

 

 

Tip #2. Brug dialog til at vise karakteren

Ud over personernes karaktertræk kan du også bruge dialog til at vise historiens elementer ud over den overfladiske samtale. En persons måde at tale på fortæller læseren en masse om vedkommende, især når de først bliver introduceret.

 

Bruger de lange sætninger og masser af fremmedord, eller foretrækker de korte, slagkraftige svar? Er de tilbøjelige til at bruge slang og kalde en autoritetsperson for “mand” eller “fætter”, eller vil de tiltale dem respektfuldt som “hr.”?

 

Tip #3. Hvis du er i tvivl, skal du altid vælge show eller vis

“Fortælling” får næsten altid dit fortællende momentum til at gå i stå. Forestil dig, at du skal beskrive omgivelserne, hver gang dine karakterer træder ind i et nyt rum – ethvert tempo, du havde opbygget i dit kapitel, ville blive ødelagt. Det er dog stadig vigtigt at visualisere omgivelserne for læseren og sætte din scene i en sammenhæng. Og det er her, det er praktisk at ”vise” handlingen.

Lad os sige, at du starter din scene med, at din karakter går hen over Markuspladsen i Venedig. I stedet for at beskrive duerne, turisterne og pladsens indretning kan du fremkalde billeder i hovedet på læseren ved hjælp af handling:

”Han var sent på den. Markus’ klokketårn havde slået et, og Enzo måtte skubbe sig gennem strømmen af turister, der frokostsultne myldrede mod caféerne, der omkransede Markuspladsen. En flok duer fløj op foran ham.”

 

Således kan du ved hjælp af billeder eller ”vis” visualiseret scenen i hovedet på læseren, uden du har beskrevet den. Denne teknik holder samtidig historien i gang.

 

Tip #4. Brug stærke detaljer, men overdriv ikke

Stærke, levende detaljer er afgørende for du får ”vist” din historie for din læsers indre øje, fremfor at du beskriver den. Det betyder dog ikke, at du skal inkludere hundredvis af detaljer, eller bruge et overdrevent floromvundet sprog. Denne form for overdrevent, pyntet sprog (link: Lilla prosa) kan give læseren en lige så dårlig oplevelse som et sprog, hvor du beskriver din vej gennem din historie. Det gør, at dit sprog ikke er skarpt og kan sagtens få læseren til at miste interessen.

 

Eksempel:

For mange detaljer: Jeg vejede den i min hånd og betragtede dens takkede kurver og Fanta-farvede nuance.

Lige tilpas: Den var tungere, end den så ud. Noget af den orange facade smuldrede i min hånd, da jeg tog den op.

 

Skab den rette balance ved at veksle mellem enkle og komplekse sætninger og idéer og forskellige typer af sanselige detaljer, så læseren oplever et rigt og afvekslende sprog.

 

Eksempler på “Show, don´t tell”:

 

For yderligere at illustrere denne essentielle skriveteknik, kommer her et par eksempler på forfattere, der viser i stedet for at fortælle i deres tekster. Hvis du ønsker endnu flere eksempler på denne taktik, er det bare at åbne den nærmeste roman! Ernest Hemmingway er en mester på området, ligesom også Stephen King er kendt for at kunne involvere læseren gennem sit sprog. At læse de bedste forfatteres værker er en af de bedste måder at lære det selv.

 

Eksempel 1. Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood

”Jeg havde engang en have. Jeg kan huske lugten af den vendte jord, den fyldige form af et løg, som jeg holdt i hænderne, frøenes tørre raslen gennem mine fingre. Tiden kunne gå hurtigere på den måde. Nogle gange får kommandørens kone bragt en stol frem og sidder i den i sin have. På afstand ser det ud som fred.”

 

Denne passage bruger forskellige sanser (lugt, berøring og lyd) til at genskabe atmosfæren i Offreds gamle have og romantiserer havearbejdet for at vise, at hun savner de dage. Den forbinder også den fredelige fortid med nutiden og antyder, at mange mennesker ikke længere føler fred, herunder kommandørens hustru.

 

Eksempel 2. It af Stephen King

I denne scene i begyndelsen af bogen løber den unge Geordie efter sin legetøjsbåd, da han uden at ane det, bliver lokket af en ondskabsfuld kraft.

 

”Og her var han nu, spænende efter sin båd ned ad den venstre side i Witcham Street. Han løb hurtigt, men vandet løb hurtigere og båden fik et forspring. Han hørte et stadigt dybere brøl, og så at vandet i rendestenen fyrre-halvtreds meter længere nede ad bakken løb ned i en kloakåbning, der endnu ikke var tilstoppet. Den bestod af en langstrakt, mørk halvcirkel, skåret ud i kantstenen, og mens George så på, blev en rippet gren, hvis bark var mørk og blank som sælskind, flået ind gennem åbningens gab.” 

King viser de voldsomme kræfter og den stærke strøm i rendestenen ved at lade Geordie løbe ved siden af båden og ikke kunne følge med. Geordie ser den åbne afløbsrist, som King med en rammende metafor kalder et ”gab”, og truslen fra gabet forstærkes, da vandet ”brølende” forsvinder ned i det og sluger en hel gren. Den stakkels båd (og Geordie) har ikke en chance.

 

Eksempel 3. Gone Girl af Gillian Flynn

I denne scene vågner en mand fra en forstadsby til lyden af sin kones madlavning.

 

”Min morgenånde varmede puden, og i mine tanker skiftede jeg emne. I dag var ikke en dag, hvor man skulle tænke sig om eller fortryde, det var en dag, hvor man skulle gøre noget. Nedenunder kunne jeg høre en længe savnet lyd: Amy lavede morgenmad. Hun åbnede og lukkede trælågerne (slam-dunk!), raslede med beholdere af tin og glas (rasle-klirre!), rystede og sorterede en samling metalgryder og jernpander (kling-klang!). Et kulinarisk orkester,  hvis stemmer flød sammen mod en energisk finale.”

 

Denne passage starter ret enkelt og bygger op til den store metafor om køkkenlydene som et “kulinarisk orkester”. Den er også bemærkelsesværdig for dens brug af onomatopoetikon (lydord), som er en god taktik til at “vise” lyd.

 

Denne passage er dog ikke kun det, Nick hører: det er også det, han føler (“min morgenånde varmede puden”) og tænker (“i mine tanker skiftede jeg emne”). Den intime beskrivelse trækker læseren ind, og rytmen (helt bogstaveligt!) i passagen holder læseren fanget.

 

 

Er det nogensinde acceptabelt at fortælle eller beskrive?

Selvfølgelig har man nogle gange ikke andet valg end at “fortælle” en smule i en historie. Ja, det er en narrativ genvej, men nogle gange er genveje nødvendige – især når man forsøger at forklare noget hurtigt uden fanfarer eller medrivende visualiseringer for læserne. Forfattere “fortæller” ofte i begyndelsen af en historie for at få ekspositionen frem, eller efter en “stor afsløring”, hvor visse detaljer bare skal fremgå klart og tydeligt. Det vigtige er balancen; så længe du ikke har for meget af enten ”Telling – at fortælle” eller ”showing – at vise”, er alt godt.

 

Endelig skal du huske, at det at skrive ikke er en række fasttømrede regler. Hvis din tekst flyder godt og engagerer læserne, skal du ikke føle dig forpligtet til at ændre den! Og som Jim Thomas siger: “I kunsten er regler mere som venlige forslag. Dette er især nyttigt at huske, når du laver dit første eller andet udkast – du kommer til at “fortælle”, og det er helt i orden. Du er stadig ved at finde ud af, hvad din historie handler om.”

 

Så uanset om du er mere tilbøjelig til at vise eller fortælle, skal du bare vide, at du med øvelse vil finde præcis den stil, der fungerer for dig.

 

Del dine tanker