Spotlight: Den jakobinske natmand – Det betaler sig at læse op på Københavns historie

 

Jeg kan lide at skrive, det er meditativt. Hvis jeg sidder fast, så holder jeg en pause. Jeg lever ikke at det, så det må ikke stresse mig. I perioder skriver jeg meget, i andre intet. No problem, udtaler Søren Lyshøj om skrivning.

Forfatter Søren Lyshøj lykkes i høj grad med at fange læserens interesse i sit flotte oplæg til en historisk roman om årene, der følger i kølvandet på Slaget på Reden, Christian VII’s afgang og de stjålne guldhorn.

Søren Lyshøj har været aktiv bruger på Uniteandwrite siden 2019 og har bidraget med en række spændende projekter. Det er med udgangspunkt i projektet ’Den jakobinske natmand’, at jeg fik lyst til at dykke længere ned i Lyshøjs historiske prosa.

I forbindelse med min læsning fik jeg også mulighed for at diskutere historisk prosa og skriveprocessen med forfatteren.

Som det fremhævede citat viser, oplever Lyshøj ligesom mange andre forfattere skrivning som en aflastning og et frirum, der ikke må blive en pligt. Det er væsentligt, at dette er noget, der går igen i mine samtaler med forfatterne her på Uniteandwrite. Derfor har jeg besluttet, at det er noget, vi vil have fokus på i en kommende skriveøvelse, der også vil indeholde et meditativt element.

Historie og skønlitteratur

I vores samtale lagde Lyshøj vægt på forholdet mellem faglitteratur og skønlitteratur, og de muligheder som skønlitteraturen åbner i form af ”plausible løsninger”. Hvor forventningen til faglitteratur er, at den historiske korrekthed er i højsædet, findes der i historisk realisme en større frihed i fortælleformen. Her er det selvfølgelig vigtigt, at fortællingen indeholder historiske detaljer og konkrete begivenheder, der sætter fortællingen i forbindelse med historien, men det er samtidigt lige så vigtigt, at fortællingens dynamik forbliver intakt og ikke forplumres i historiske fakta. Med andre ord handler det altså om at bevæge sig på en snæver linje mellem historiske konkreter og skønlitterære fortælleteknikker.

Lyshøj understregede også i den sammenhæng, at det i arbejdet med fortiden er afgørende at kunne sin historie for at kunne få fortællingen til at flyde. Hvis forfatteren ikke har gjort sig nok bevidst om den historiske periode, så bliver det enormt svært at skrive sammenhængende og flydende, da det vil kræve vedvarende og sideløbende opslag i historiebøger og/eller encyklopædier.

Hvorfor skrive historisk prosa, og hvad er god prosaisk formidling?

Der hvor Søren Lyshøj virkelig lykkes med sin roman, er i sine miljøskildringer. Nedenstående passage er et eksempel på mange af de levende, grundige og velintegrerede billedsprog, som han lykkes med i sine skildringer af det fortidige København. Det er også en sigende passage om Lyshøjs forhold til historiskrivning, og den måde hvorpå han interagerer med kilder om Københavns historie.

Adelgades første skæve huse blev bygget helt tilbage 1640, og man skulle næsten tro, at intet var forandret siden dengang. Adelen havde aldrig holdt til i denne gade, der trods sit navn husede nogen af Københavns dårligst stillede beboere. De elendige huse var dårligt vedligeholdt. Vinde og skæve var de, som om de mange svalegange på murene trak dem ud af balance, og de kun havde hinanden at støtte sig til. (Lyshøj, kap. 3, ’Den Jakobinske natmand’)

Lyshøj har valgt tyveriet af guldhornene som hovedkonflikten i sin fortælling. Det er en begivenhed, der nærmest har en mytologisk status i den københavnske historie, og som også har affødt en række konspirationsteorier om tyveriet. Det er i den sammenhæng, at det yderlige genremærkat ’krimi’ gør sig gældende for Lyshøjs fortælling. Det er i brugen af den begivenhed, at han lykkes med at skabe en særlig historisk kriminalroman som ramme, der i sin historiske realisme indfører en plausibel og interessant afdækning af begivenhederne – som samtidig giver fortællingen en troværdighed, der læner sig op ad ren historieskrivning. Det er meget veludført.

Den historiske krimi havde sit kommercielle gennembrud med Umberto Eccos Rosens navn (1983). Kriminalromanen omhandler et munkekloster, hvor en mystisk og dødelig sygdom begynder at sprede sig. Romanen har affødt en række andre forfatterskaber, der med deres realisme skaber en særlig historisk formidling, der har gjort genren meget populær. Der er derfor gode muligheder for at få succes med netop denne genrekombination.

Udfordringer og anbefalinger fra redaktionen

Først og fremmest håber vi på redaktionen, at Lyshøj arbejder videre med sin roman, og at vi på redaktionen får mulighed for at lave en grundvurdering af et mere sammensat og færdigt værk. Den afgørende udfordring ligger i det mere rå historiske materiale, som Lyshøj bruger (avisudklip m.m.). Det kan være vanskeligt med timingen i en historisk roman, da det er vigtigt, som Lyshøj også selv pointerer, at fortællingen bevarer sin dynamik i interaktionen med de historiske kilder.

Her kan du læse Den jakobinske natmand af Søren Lyshøj

Skrevet af Emil Christensen

 

Del dine tanker