Spotlight: Mette Kildes ‘Dendazzi’

 

”Jeg går altid i seng med en fortælling i mit hoved og lader den udfolde sig i mine drømme. Til tider vågner jeg op med en specifik scene i mit hoved, som jeg skriver ned med det samme.” – Mette Kilde.

Mette Kilde er en af vores nyere brugere her på Uniteandwrite. Hun er optaget af fantasygenren og skriver på en større fortælling om engle og dæmoner i en fantasy-verden.

I skriveprocessen fremhæver hun, at hun bruger musik som et middel til at spore sig ind på stemninger, der er påkrævet i den enkelte scene eller skrivesituation. Brug af musik i skrivning er et kendt trick, som vi på redaktionen ikke har givet ret meget opmærksomhed i vores skrivetips og artikler. Det håber jeg, at vi vil kunne fokusere på i en fremtidig artikel. Det interessante ved denne teknik er at vide, hvornår det er givende, og hvornår musikken forstyrrer og måske skal udskiftes eller slukkes helt.

 

At skrive fantastisk

Fantasy er en over-betegnelse for en bred vifte af genrer, der alle indeholder elementer af magi og typisk også eventyr. I kan læse mere om genren i vores seneste artikel Fantasy – subgenrer, regler og muligheder.

”I forhold til genren fantasy, så er der mange udfordringer og mindst lige så mange åbne døre. Netop fordi genren i sig selv er så flydende, kan det være svært at holde sig på ”den rette sti”. Derfor favner jeg bredt, når jeg tænker fantasy,” udtaler Mette Kilde.

Kildes genreforhold og strategi bygger på nogle gode overvejelser og prioriteringer, der kan blive afgørende for et værks kvalitet. Det kan fint opsummeres med Hemmingways udtalelse:”If you don´t have time to read. You don´t have time to write.” Med andre ord er det altså enormt vigtigt for et værks tilblivelse og originalitet, at forfatteren holder sig orienteret i genren og læser en masse andre forfattere, der skriver inden for det samme felt.

 

Dendazzi

Dendazzi udfolder sig i et næsten mytologisk fantasyunivers, hvor der eksisterer tre verdener: englenes, menneskenes og dæmonernes. Dendazzi bruger de klassiske fantasykoder i form af halvblodskarakteren Dendazzi, der er halvt engel og halvt dæmon. Det er et klassisk fantasytræk, at hovedkarakteren har evnen til at danne bro mellem de forskellige verdener i form af sin halvblodsstatus. Blandt allerede populære og etablerede fantasyserier er Percy Jackson-serien og Erik Menneskesøn også eksempler på denne kode. Fordelene ved at bruge sådan en halvblodskarakter er, at karakteren kan færdes og beskrive alle de verdener, der findes i universet. Det er også med til at gøre karakteren relaterbar for et teenagepublikum, der (ofte) stadig ikke er sikre på deres plads i verden, og derfor kan der skabes en god portion indføling og empati fra publikummet, der også selv kan føle sig som inbetweeners.

Selvom der er andre fantasybøger, der minder om Kildes, er det dog langt fra et litterært svagpunkt. For det første er det sprogligt på et enormt højt niveau, og det er tydeligt, at Kilde har skrevet på andre projekter tidligere, og at hun har læst mange bøger inden for genren. Desuden er der i brugen af prologen og i de første to kapitler, ved den tydelige genrebevidsthed, også flere elementer, der er unikke i udførelsen, og som gør hendes fortælling spændende.

 

Udfordringer

Jeg håber, at Kilde har gjort sig tanker om en fortsættelse på romanen. Særligt for fantasy er det typisk, at der udkommer flere bøger om samme karakterer, og som tilsammen skaber en fortælling, der strækker sig over flere bind. Det er vigtigt at have nogle idéer i baghovedet i skriveprocessen, så der kan lægges små plotspor ud i den første roman, som først blive ført til dørs i et senere bind.

”Jeg kan lide, at det er mig, der har kontrollen – bilder jeg mig ind, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Det er min verden, mit univers, så hvis jeg vil have flyvende regnbue-bæltedyr, så kommer der flyvende regnbue-bæltedyr,” siger Mette Kilde.

Jeg er vild med citatet her fra Kilde, der så fint og humoristisk indkapsler glæden og fornøjelsen ved at skrive fantasy. Det er og bliver en af de vildeste genrer, der med både skøre og fantastiske muligheder altid kan overraske.

Jeg er selv enormt spændt på at følge fortællingen. Der er mange virkelig fine brug af fantasykoder i Kildes oplæg, og jeg håber, at jeg kan få lov til at hjælpe med en udgivelse på Skriveforlaget, når hun engang har skrevet bogen færdig.

Skrevet af Emil Christensen

Du kan læse mere om fantasy-genren i artiklen: Fantasy – genrer, regler og muligheder .

#Forfatterportræt #Forlag #Før du skriver #Gør bogen færdig #Inspiration #Litterære virkemidler #Spotlight #uniteandwrite #bestseller #forfatterportræt #skriveglæde #skrivetips

Del dine tanker